Mikkel Vibe

borgmästare i Köpenhamn

handel på Island, Grönland och norra Ryssland

f. 1565

d. 30.3.1624

 

gift första gången ca 1595 med

Mette Lauridsdatter,

d 1599 

 

gift andra gången 15.6.1600 med

Anne Simonsdatter Surbeck

d 1632

(datter av borgermester Simon Surbeck, d 1583 [DBL], g m Karine)

Barn, (2 söner och 1 dotter med Mette, 4 söner och en dotter med Anna)

Peder, adlad av Ludvig XIII i Frankrike

Mette

Margrete

MIKKEL VIBE

F. 1565.
D. 30. marts 1624.
Viet: 2.g. 15. juni 1600

Mikkel Vibe var borgmester i København. Han var son af Christen Mikkelsen på Legård ved Holstebro og således brodersøn af rådmanden Jens Vibe. Det var denne, der bragte familien til København.

Mikkel Vibe kom som dreng i huset hos livlægen Peder Sørensen og kom senere til dennes broder Niels Sørensen, der var tolder i Norge, hvor han fik sin første handelsuddannelse. Derefter kom han i tjeneste hos Marcus Hess og rejste i de følgende år på lange handelsfarter Europa rundt, dels for sin principal, dels for egen regning, indtil han efter disse sine pilgrimsdage - i hvilke han lærte, at "Gud giver Sine Raad", som hans valgsprog lød - nedsatte sig i København og tog borgerskab 1593, og et par år efter ægtede han sin første hustru Mette Lauridsdatter.

I de følgende år oparbejdede Mikkel Vibe en stor forretning, der havde forbindelser både i nord og syd. Han deltog såvel i Islandshandelen som i farterne på Nordlandene og havde en del af kornleverancerne til Norge. Han gjorde forretninger sammen med Breide Rantzau, statholderen på Kobenhavns Slot, som var en af Danmarks største godsejere, søn af den berømte statholder Henrik Rantzau på Breitenburg og sønnesøn af Christian III's ikke mindre berømte feltherre Johan Rantzau. Breide Rantzau og Mikkel Vibe havde i fællesskab et skib, der med sin ladning repræsenterede 2500 dr.s værdi, og som 1606 blev opbragt af en hollandsk kaper, og i årene 1615-16 udrustede de selv et kaperskib, ligesom de det sidstnævnte år fik tilladelse til at drive hvalfangst i Nordhavet og der opbringe fribyttere. Også andre hvalfangstkompagnier havde Mikkel Vibe sine penge i, således sammen med sin senere svigersøn Thomas Lorck.
Desuden var Mikkel Vibe naturligvis grundejer i stor stil i staden, og en gade, som gik der, hvor nu Kultorvets vestlige husrække løber, hed Mikkel Vibes gade. Også i Christianshavns bebyggelse tog Mikkel Vibe del, og han opfyldte her en grund langs St. Anne Stræde mellem Strandgade og Kongensgade. Også uden for byen havde Mikkel Vibe grundbesiddelser, således havde han 7 haver og en ladegård uden for Østerport - de lå på grundene me]lem Store Kongensgade og Bredgade, og uden for Vesterport - der, hvor nu en anden af byens travle handelsgader, Vesterbrogade - har udslettet sporene af landlig idyl, havde han grunde, hvor han i 1619 sammen med Jacob Mikkelsen anlagde en kro og en skydebane. Kroen hed langt ned i tiden Mikkel Vibes kro.

Hammerich fortæller en ganske pudsig historie om Mikkel Vibe som ophavsmand til nogle gadespektakler. Ved et bryllupsgilde, som Mikkel Vibe deltog i, kom han i klammeri med professor Claus Plum, og denne gav sig til, som det hedder, at være meget urolig mod Vibe med glas at slå sønder, item med hvislen og fløjten. Man kan ligefrem se dette det juridiske fakultets fremstående medlem sidde og pifte i fingrene ad sin kontrapart. Hvad Vibe har sagt til den musik, fremgår ikke klart, men man har lov til at formode, at gode venner har lagt en dæmper på gemytterne, eller at den gode rhinskvin endnu ikke rigtig havde gjort sin virkning på Vibe. Nok om det.

Claus Plum var imidlertid blevet træt og trak sig tilbage, medens Vibe holdt ud. Imidlertid følte også han - da vægteren havde meddel, at klokken var slagen ti - at det var på tide at komme af sted, men da han kom på gaden ledsaget af en stor skare andre gæster, kom han pludselig i tanker om, at han havde glemt at takke Claus Plum for underholdningen, og skaren begav sig nu med den formentlig vrede borgmester i spidsen til det hus, hvor Claus Plum opholdt sig, og gjorde adskillig larm og spektakkel på gaden udenfor. Dette medførte omsider, at Plum med dragen klinge styrtede ud på gaden og slog om sig. En af deltagerne, som siges at være en rig og anset mand, måtte efterlade sin ene tøffel på valpladsen. Hvordan Vibe er sluppet hjem, beretter historien intet om, og endnu mindre, hvordan han har befundet sig dagen derpå.

Mikkel Vibe blev rådmand 1602 og avancerede 1609 til borgmesters stilling. Han var en meget gudfrygtig mand og skal have været vellidt i vide kredse, således at der ved hans begravelse i Nikolaj kirke i 1624 var stor "Frekvens af Rigens Raad, Adel og Uadel".

Af Mikkel Vibes børn var sønnen Peder Vibe dansk resident i Frankrig, hvor Ludvig XIII adlede ham, og af døtrene var Mette Vibe gift med biskoppen Mads Jensen Medelfar, medens MARGRETE ægtede den nævnte rådmand THOMAS LORCK, der i 1598 købte en gård i Skoboderne og fra 1607 stod i stadig intim handelsforbindelse med Vibe.

Mikkel Vibe og hans svigersøn Thomas Lorck fungerede samtidig i bystyret fra 1613-24. Det er først og fremmest Mikkel Vibe og hans slægt, der i 1620'erne dominerer bystyret.

Ovenstående er en afskrift af Historiske meddelelser om København", 4.Rk. Bd.II, "Bystyrets slægtsforbindelser i ældre tid".

Fra 1.Rk.Bd.II: Vedr. Nikolaj Kirke og Kirkegaard: 1616 gav Mikkel Vibe kirken i anledning af de uordener, der blev begåede i den på grund af den tidligere mangelfulde oplysning ved froprædikenen om vinteren, 16 lysearme, hvoraf 2 med 2 piber. 1616 indbetalte Mikkel Vibe 212 enkende daler in specie, for at der for renterne skulle købes lys til armene, han havde givet. Da det i 1660 udtaltes, at der ikke var tilstrækkeligt i renterne til at købe lys på grund af den da herskende dyrtid, lagde kirken 2 Rdlr. årlig til af sine andre penge og anmodede Vibes arvinger om at forøge kapitalen. Dette gjorde de dog ikke, og det bestemtes da, at der indtil videre kun skulle sættes 1 lys i hver af de toarmede stager ved prædikestolen.

Samme bind under titlen: Bidrag til Københavns topografi: Fundamentet ud for matr.nr. 162-63 var i alt fald gammelt nok til at hidrøre fra Admiralgården, hvis plads må søges her; den er vel identisk med den gård, som i 1606 ejedes af M. Vibe, vest for H. Hindtsøns og N. Malmøes grunde og nord for den gård, som M. Vibe i dette år købte ud mod nuværende Dybensgade, hvilken vistnok var den østlige halvdel af M. Nebs i 1598 kobte grund. Den vestlige del af grunden solgte M. Nebs børn i 1660 til M. Ulfeld, der da ejede M. Vibes gård. Admiralgården, der nævnes første gang i dokumenter fra 1574, må, såvidt man kan slutte fra fundet af Iæderfodtøjet, antages at være bleven bygget 20-30 år tidligere.

Fra 1.Rk.Bd.IV: Øster Kvarter, Nikolaj Rode: 1596 siges, at kongen ville benytte admiralens bolig som opbevaringssted for turnérsager, en plan, som dog ikke synes at være bleven virkeliggjort; her tales vel om denne bolig, som om den lå på Bremerholm; men det er dog muligt den her nævnte Admiralgard, der er tale om, idet den fejlagtig er bleven nævnt som liggende på Bremerholm, da den lå på Dybets opfyldning. I alt fald er Admiralgården ikke forbleven længe i kongens besiddelse; thi det er utvivlsomt den samme, som 1606 ejedes af Mikkel Vibe.

Af mere fremtrædende borgerlige, der var beboere af distriktet, kan nævnes Mikkel Vibe, dengang Københavns vigtigste handelsmand, der vistnok boede ved stranden, men tillige 1606 ejede Admiralgården og en grund syd for denne ud imod Dybensgade; ved siden af, i østlig retning, lå en ejendom i samme gade, der tilhørte H. Kost og videre stødte op til N. Malmøs, der lå på hjørnet af Nikolajgade og Dybensgade. Mikkel Vibes ejendom i Dybensgade var vistnok den østlige del af en grund, som skibshøvedsmand Mikkel Nebs ejede dér 1598, og som gik helt hen til Admiralgade, medens den vestlige del, selve hjørnet af Dybensgade og Admiralgade, år 1600 var bleven solgt til Mogens Ulfeldt, som da også var ejer af Mikkel Vibes forrige gård, Admiralgården.

Samme bind, fra "I Kong Christian den Femtes tid": Med hensyn til de andre pladser fandt admiralitetet det tjenligt, at den indvig, som tidligere havde været borgmester Mikkel Vibes havn og lå tværs over for Holmens store kran (ud for Strandgade nr. 30-32), skulle af ejeren indhegnes til et havneanlæg, da den var meget bekvem dertil; men at derimod alle de andre indvige samme steds afskaffedes og indpæledes, da de var meget grundede og opfyldte med banker. Mikkel Vibes havn ejedes nu af assessor Herman Brekling ......

1.Rk.Bd.V: "Bidrag til Københavns historie, særlig i Chr. IVs tid": ..... at der 1606/07 siges, at skipper Hans Hindsøn havde købt af kongen det hus, hvori han boede på Bremerholm, og at Mikkel Wibe havde købt den grund og ejendom på Bremerholm sønden op til den gård, han selv bebor. Beliggenheden af disse ejendomme er nu vel bekendt. Hans Hindsøns ejendom fandtes nemlig, hvor nu Nikolajgade er, midtvejs mellem nuværende Dybensgade og Vingårdstræde, og Mikkel Wibes ejendom, hvor nu Dybensgade er, mellem nuværende Nikolajgade og Admiralgade. Nogle andre ejendomme i samme strøg findes betegnede som liggende på eller ved Holmen.

Og fra "Kvarteret ved Holmens Kanal": Hvad denne (Admiralgården) iøvrigt angår, da giver regnskaberne adskillige oplysninger, som, da regnskaberne vistnok udelukkende indeholder indtægter eller udgifter vedrørende kongelige ejendomme, gør det tvivlsomt, om Mikkel Wibe, som formodet, har ejet Admiralgården 1606, thi denne nævnes i regnskaberne både kort før og kort efter. Desuden betegnes den grund, som Mikkel Wibe købte, ikke som Admiralgården, men kun som beliggende vest for Hindsøns og Malmøs grunde og nord for den, som Mikkel Wibe købte 1606 ud mod Dybensgade.

Samme bind, fra "Kongens møller i Københavns len": Endnu en mølle, der vistnok fandtes i nærheden af den gamle Mønt, var en i Holland kobt trådmølle, der var bestemt til, at det fremmede håndværksfolk skulle gøre tråd på den. Den nævnes 1622-23 opsat i Mikkel Wibes boder.

Fra 2.Rk.Bd.II: "De københavnske gilder og deres grundejendomme": Vognmændene havde fra reformationstiden deres lavshus på Rosengården i St. Gertrudsstræde. Det var matr.nr. 62/1689 i KIædebo kvarter. Noget senere end 1581 har borgmester Marcus Hess købt lavshuset, og hans enke Margrethe Surbeck bragte sin anden mand, borgmester Iver Poulsen det; han solgte det ca. 1608 til borgmester Michel Vibe, der vistnok frasolgte en del jord med en længe våninger langs den gade, der kom til at bære hans navn. Før affattelsen af jordebogen af 1620 er lavshuset igen kommen på vognmandslavets hånd, og dette beholdt det i eje til den 26. januar 1685, da gæstgiver Niels Svendsen købte det.

2.Rk.Bd.III: "Mikkel Wibes sølvbægre": Som det fornylig har været offentlig meddelt, har Københavns kommunalbestyrelse på borgmester Kapers initiativ og gennem venskabelig overenskomst med det kongelige københavnske Skydeselskab og danske Broderskab opnået, at 4 sølvbægre, de såkaldte "Borgmesterbægre" eller "Mikkel Wibes Bægre", som i ældre tid fandtes på Københavns rådhus, men i 1786 og 1896 var blevet selskabet overladt, nu for fremtiden opbevares i Bymuseet.

De smukke og statelige bægre er af sølv og beskrives som rørformede pokaler af en type, som bl.a. kendes fra Nürnberg. De har en høj klokkeformet fod med dreven tungebort nederst, pæreformet riflet stilk og drevne radiale rifler i kummens runde bund. Under mundranden er der graverede ornamenter, kartoucher, frugtklaser ophængte i festons, fugle og andre dyr, samt et skjold med bomærke, årstallet 1613 og et MW (Mikkel Wibe). Graveringerne er varierede på hvert enkelt bæger, især dyrene. På de tre er der mer eller mindre fantastiske fugle, af hvilke nogle minder om papegøjer, på et optræder der foruden fuglene et par snegle og på det fjerde bæger springer hund og ræv, hjort og hind, medens et par harer sidder over de drevne bukler. Både fuglene og de springende dyr hører med til datidens ornamentskat og har næppe symbolsk betydning. Låget har drevne radiale rifler og topkugle med opstående blomst. Under bunden er stemplet Københavns prøvesølvsmærke, de tre tårne med årstallet 1610, et af de ældste prøver på dette kontrolmærke, samt mesterstemplet M.H., hvis tydning er tvivlsom. Bægrene er fra første færd nummererede 1-4, med graverede arabertal.

Om bægrenes oprindelse oplyser en gammel tradition, at de af Mikkel Wibe, rådmand 1602-09 og borgmester 1609-24, er skænket til det danske Kompagni, d.v.s. det senere Skydeselskab. Dens udgangspunkt er sikkert Resens efterretninger om Københavns Rådhuset, hvor det hedder, at borgmester Mikkel Wibe har "givet" de nævnte bægre "til det danske Kompagni". P.K Resen, historiker og byens borgmester 1664 og præsident fra 1672 til sin død i 1688, havde utvivlsomt betingelser for at vide besked.

Om bægrene oprindelig har været selskabet overladt som dets ejendom er alligevel usikkert. Givet er det, at de stedse har været opbevaret på Københavns Rådhus i Rådstuearkivet. De er således opførte i et par gamle fortegnelser fra det 18. århundrede, som findes blandt arkivets registraturer og papirer. I det ene af dem siges det udtrykkeligt, at borgmester Mikkel Wibe "haver foræret" dem "til Raadstuen".

Kronprins Frederik (1786) skriver vedrørende Mikkel Wibes pokaler: Af dette og meere begynder ieg at troe, at de Sølv Pocaler med Michel Wibe paa, som var Directeur for Skyde Selskabet og efter Beretning skal have givet dem till de 4 Borgemestere at driche af ved Skyde Selskabet, og derfor siunis, da ingen beviislig Oplysning om enten af Deelene, at det billigste og retteste var, at Magistraten, som nu alle, saavidt ieg veed, er Ordens Brødre, ved et Brev sendte de 2de af disse Michel Vibes Pocaler till Broderskabets Brug for Fugle Kongen og Chefen at driche de andre approberede Sundheder efter de kongel., som af de andre Pocaler driches, da det kunde være nock, om de end til Raadstuen er skienckede, at de 2de deraf till hands Hukommelse bevares der og 2de till Broderskabet. Hvilcket alt saaledis till nermere Godtbefindende indstillis.

Samme bind, fra "Meddelelser fra rådstuearkivet": Først i forbindelse med spørgsmålet om Mikkel Wibes bægre vendte man tilbage til sagen og har nu ved afslutningen af det hele mellemværende givet den en afgørelse lige tilfredsstillende for begge parter.

2.Rk.Bd.IV: Fra "Chr. IV's mageskifter og erhvervelser": Forøvrigt var brygger Peder Pedersens sædejord vel i 1633 den sidste jordskyldsjord, men ikke den yderste udlagte grund, idet den mod vest stødte op til den jordskyldsfrie jord, som i 1619 var bleven overdraget Mikkel Vibe og Jacob Mikkelsen til opførelse af en kro og skydebane. Disse ejendomme fra Marcus Radebant til Mikkel Vibe ligger altså vesten for trenchementets grav, den senere Rosenå. Den del af Mikkel Vibes jord, som lå nord for Vesterbrogade, grænsede mod vest til Værnedamsvej og blev siden delt i matr.nr. 33-37.

17. maj 1675 afgav kommissionen sin betænkning. Om Søren Hjulmands Vænge sagde den bl.a., at det lå øst for Christen Sangers plads (der var udskilt fra Mikkel Vibes kro).

Syd for Kongens Lønvej anlagdes den nye Vester Landevej, der snart benævnedes Roskilde Gade, og som omfattede nuværende Vesterbrogade fra Vester Port og til Værnedamsvej, der lå på vestsiden af Mikkel Vibes kros jord.

3.Rk.Bd.I: Fra "Helligånds hospital og dets jordegods": Christian Friis til Kragerupgård gav i 1621 hospitalet 2 vejrmøller på Møen og Mogens Pachs i 1632 4 bøndergårde på Tudsenæs, og samme är skænkede Mikkel Vibe sin fiskedam øst for Sortedamssøen og umiddelbart syd for Ny Vartou.

3.Rk.Bd.V: Fra "Problemer i Københavns historie 1660-1757": Om trafikken i den gamle by: Således trafikken fra Nørreport til Købmagergade. Her var Frederiksborggade hidtil kun ført igennem til Rosenborggade. Den blev 1680 forlænget og direkte fortsat til Købmagergade ved nedbrydelse af talrige ejendomme, hvis ejere og beboere dog fik en vis erstatning og tillige fik anvist boliger andetsteds. Det var Mikkel Vibes Gade, det her gik hårdt ud over!

4.Rk.Bd.III: Fra "De gamle gadenavne": Den nedlagte Mikkel Vibes Gade havde navn efter borgmester Mikkel Vibe (1565-1624), en af sin tids største handelsmænd, som ejede en stor gård (vognmændenes gamle lavshus) ved gadens østlige side foruden adskillige andre ejendomme i Københavns. På mange måder har Mikkel Vibe gjort sig fortjent af byen, og det er for så vidt kedeligt, at hans navn gled ud af listen over de efter betydelige mænd opkaldte gader i hovedstaden. 200 år skulle gå, før der blev rådet bod på dette beklagelige forhold. Det skete i 1929, da den nye tværgade mellem Dronningensgade og Overgaden oven Vandet, over det tidligere kvindefængsels grund, fik tillagt navnet Mikkel Vibes Gade. Herved er Mikkel Vibe tillige mindet som den første private grundejer på Christianshavn. Den grund, som han den 7. januar 1622 fik skøde på, lå ved hjørnet af Strandgade og Sankt Annæ Gade, nu nr. 30 og 32 i Strandgade.

Biografisk Leksikon har følgende tilføjelser: Mikkel var 1. g. gift med Mette Lauridsdatter (1595), d. 23. marts 1599. Faderen døde tidligt, og M.W. blev opdraget hos en farbroder (Niels), der var præst i Tyregod, og som sendte ham i regne- og skriveskole i Viborg.

Efter mange handelsrejser til vigtige europæiske handelsbyer slog han sig 1593 ned i Kbh. som selvstændig købmand og blev 1596 leverandør til hoffet. Han drev hvalfangst såvel som handel på Spanien, og da det islandske kompagni blev oprettet 1619, var han selvskreven medlem. Han blev dets største participant med et indskud på 12.000 Rd., omtrent en femtedel af de samlede indskud.

Efter tidens skik satte han en del af sin kapital i jordegods. Han ejede adskillige gårde og grund i Kbh. og omegn, udenfor Osterport således syv haver og en ladegård (vistnok St. Vibenshus), og han deltog i bebyggelsen af Christianshavn. Han fik bl.a. 1619 tilladelse til sammen med andre at bygge en pramkanal ved Standgade.

Mange af Kbh.s fremtrædende købmænd var på denne tid indvandrede tyskere og hollændere, men M.W. var af ren dansk herkomst. Derfor er der særlig grund til at mindes ham. Uden udenlandsk kapital i ryggen svang han sig op til deres jævnbyrdige i handelsforetagender, og i anseelse synes ingen at have nået ham. Der vistes ham da også stor ære ved hans død. Han fulgtes til graven af et stort antal rigsråder, adelsmænd og medborgere.

Fra: 0. Nielsens "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse", bd. 3-4, afsnittet om borgmestrenes levnedsløb:
Han kom i tjeneste hos borgmester Marcus Hes i Kbhvn. og rejste i dennes ærinder både indenlands og til Spanien og England, hvor han endog engang led skibbrud. Efter et årstids forløb påtog han sig handel på egen regning og foretog i den følgende tid rejser til Tyskland, Rusland, Spanien, Frankrig og England. Disse rejser, der strakte sig gennem 4 år og var forbundne med farer og vanskeligheder, kaldte han siden sine pilgrimsdage, og han Iærte på dem, at Gud giver sine råd, hvilket han antog som sit valgsprog. Han længtes imidlertid nu efter ro, tog borgerskab i København 8. maj 1593 og giftede sig 1595 med Mette Lavridsdatter, med hvem han fik 2 sonner og 1 datter. Hun døde 23. marts 1599, hvorefter han 15. juni 1600 eegtede borgmester Simon Surbeks datter Anna, der fødte ham 4 sønner og 1 datter, af hvilke 1 søn døde førend faderen.

4. feb. 1602 blev han rådmand. Han roses som en from mand, der hver morgen gik ind i sit bedekammer, førend han gik ud, han forestod således sit embede, at han var vel lidt af høje og lave, og han hjalp borgerskabet til rette i mange sager. I sin sidste levetid lå han mange uger på sin sotteseng, men var dog ikke ringere, end at han i påsken 1624 kunne komme i kirke alle 3 helligdage; efter at han 3. påskedag havde været til højmesse, kørte han ud for at se til sine byggepladser på Christianshavn og døde pludselig samme dag 30. marts kl. 9 om eftermiddagen. 4. april foregik hans begravelse i S. Nikolaj Kirke "med stor frekvens af rigens råd, adel og uadel".

Til S. Nikolaj Kirke havde han 1616 givet 16 messinglysearme og 200 Rdl., for hvis rente der skulle anskaffes tællelys, der skulle tændes om vinteren ved froprædiken.

Mikkel Vibe var i sin tid vistnok Københavns driftigste handelsmand; han og hans broder Kristen, der var 2 år ældre og ligesom han borger i København, fik fra 1596 af ofte søpas til nordlandene i Norge og til at sejle norden om Vardøhus; de var også blandt de københavnske borgere, der 2. april 1598 fik kgl. bevilling på i 4 år at besejle Ødefjord på Island, og 1600-04 var han deltager i handelen på Vestmanø ved Island, ligesom han også siden blev medlem af det handelsselskab, der 29. oktober 1606 fik bevilling på at besejle sidstnævnte. Han fik også flere gånge bevilling til at forsyne visse egne af Norge med korn, således sendte han 1602 4000 td. sædekorn til Trondhjem stift.

Han var også en slags hofleverandør, hvilket ses af et kgl. brev af 14. okt. 1596, i hvilket det påbydes at levere ham fri vognkørsel til Korsør for 20 læster byg, som han skulle have i betaling for forskellige varer til en viærdi af 1150 Dlr., som han havde leveret til slottets behov.

18. april 1606 fik tolderen i Helsingør kgl. brev om at formane de hollandske skippere til at udtænke noget middel, hvorved Mikkel Vibe og hans konsorter inden pinse kunne blive tilfredsstillede, da der forleden sommer var tilføjet dem stor overlast af staterne i Nederlandene under England, idet man havde afbrændt deres skib og gods til en værdi af 2500 DIr. Dette var ikke den eneste gång, han kom i konflikt med hollænderne, thi 1606 blev et skib, som han ejede sammen med Brejde Ranzau, i den spanske sø taget af en hollænder og ført til barbariet.

I forening med Brejde Rantzau havde han 1615-16 en kaper. 1616 fik de bevilling på at drive hvalfangst i havet omkring nordlandene og Finmarken og opfange fribyttere i samme egne, over hvilke de skulle lade optage dom i København. 1616 fik han og et kompagniskab bevilling på hvalfangst med 2 skibe og senere på året tilligemed Thomas Lorck og Klavs Condevin på at drive hvalfangst under Grønland med 3 skibe, hvortil de måtte antage Biskayere, der havde kendskab dertil. 1617 fik han, Klavs Condevin og Herman Rosenkrands (?) 7 års bevilling på hvalfangst under Grønland.

1607 fik han og Jakob Klavsen tilladelse til at bygge et skib i Marstrand eller Svansund i Norge.

Efter den tids skik dannede man oftest et handelskompagni for hvert enkelt foretagende, det var derfor mange forskellige, med hvem han sluttede sig sammen for at dele den fælles fordel og skade. I begyndelsen var han og broderen altid i kompagni, og de mmnd, med hvem han ellers var i forbindelse, var Hans Reinholtsen, Søren Ingeman, Søren Andersen, Jakob Brender, Johan Eigendorf, Peder Andersen, Peder Kniphof, Johan Terborg, Kristen Albertsen, Didrik Møller, Baltzer Berent, fra 1607 er Thomas Lorck næsten altid hans medreder, men de var dog somme tider i fællig med andre, såsom Hans Pedersen, Jakob Klavsen, Iver Povlsen, Bernt Gundersen og Jørgen Danielsen.

De nævnte mænd viser sig også at være stadens fornemste handlende på den tid. 28. juli 1618 fik dr. Jonas Carisius og han kgl. brev, at da der endnu fattedes en anselig sum penge til den udredning, der skulle gøres til Ostindien, skulle de gøre flittig anfordring hos dem, som havde formue, at de ville indlægge noget efter deres formue i samme kompagni.

1621 blev han og 3 borgere beskikkede til at have tilsyn med salthandelen, hvorpå Johan Post og konsorter havde fået privilegium; de skulle navnlig efter tidernes lejlighed fastsmtte den pris, for hvilken saltet måtte sælges.

Han ejede flere ejendomme i København, således købte han vognmwndenes lavshus, der betalte jordskyld til staden, for hvilken han frikøbte det 1609. En gade, der gik, hvor nu Kultorvet er, således at torvets vestlige side var den ene husrække, hed Mikkel Vibes Gade, og han har da sandsynligvis her ejet en række småhuse til at leje ud til småfolk. Det er sandsynligt, at denne gade er lagt igennem den grund, der tilhørte vognmændenes lavshus, der siges at ligge ved S. Gertrudstræde og Nørrevold. Store Vibenshus har måske også navn efter ham, og det må antages, at han her har haft et landsted, men i så fald fattes der rigtignok på dette sted det, der udgjorde den tids fortrin ved landsteder, nemlig fiskedamme.

Han har også været den første, der begyndte på en bebyggelse af Vesterbro hinsides søerne, idet han og tolderen Jakob Mikkelsen 1619 fik bevilling på anlægget af en kro og skydebane (nu Vesterbrogade nr. 69 og 71), hvilken længe bevarede navnet Mikkel Vibes Kro.

Udenfor Østerport ejede han 7 haver og en ladegård, omtrent i det strøg mellem Store Kongensgade og Bredgade. Hans bolig var vistnok ved Stranden; og han havde endelig en ejendom omtrent i Fortunstræde.

At en så driftig mand også tog del i Christianshavns bebyggelse, kan man vel slutte sig til; han og flere andre fik 1619 tilladelse til at anlægge en pramkanal til Strandgade; han opfyldte en grund langs 5. Annestræde mellem Strandgade og Kongensgade (nu Strandgade 34, St. Annegade 3, 5), hvorpå han fik kongens skøde 1622; at hans byggepladser her lå ham meget
på hjerte, ses af at hans sidste udflugt gjaldt dem.

Hans enke døde 10. marts 1632. Hans børn havde god fremgang i verden, således blev sønnen Peder Vibe dansk resident i Frankrig og blev 1633 adlet af Kong Ludvig XIII, hvilket næste år stadfæstedes af Chr. IV.

Han blev ejer af Gjerdrup i Sjælland og har efterladt en talrig efterslægt, der endnu blomstrer i Norge. En datter Margrete blev gift med den ansete københavnske købmand Thomas Lorck og siden med Kristian Weiner, en anden datter ægtede dr. Mads Jensen Middelfart, biskop i Skåne, hvis ene søn Mikkel Vibe til Freienfeld blev adlet 1679.

Hammerich anfører et træk af Mikkel Vibes levned, der viser hin tids forskellighed fra vor. Ved et bryllupsgilde kom han i strid med den juridiske professor Klavs Plum, der gav sig til "at være meget urolig mod Vibe, med glas at slå sønder, item med hvislen og fløjten". Klavs Plum forlod først gildet og begav sig til en anden professors hus, men da Mikkel Vibe kl. 10 brød op, ledsagedes han af en del andre gæster, mænd og kvinder, og de fulgtes ad til det hus, hvor professoren opholdt sig, udenfor hvilket de gjorde støj og larm. Klavs Plum styrtede derpå ud med dragen klinge, pryglede flere af borgerne og forfulgte den ene, en rig og anset mand, så han måtte lade sin ene tøffel blive på gaden. En af stadens borgmestre i gadespektakler! Det var dog ikke, fordi han hadede lærdom, at han lå i strid med professorerne; der findes et latinsk skrift fra 1623, forfattet af en subrektor ved Stettin latinskole, kaldet Gnomologia Proverbialis, der er dediceret til ham og købmand Peter Kniphof og hvori roses den store omsorg, med hvilken Mikkel Vibe for 2 år siden havde anbefalet forfatteren sine 2 sønner Kristian og Simon for at få dem i hans hus.

(Fra samme bog, afsnittet om S. Nikolaj Kirke):
Kirkens dårlige lysforhold fremkaldte flere uordener, hvorfor borgmester Mikkel Vibe og hans hustru skænkede kirken 1616 16 messinglysearme, af hvilke de 2 hver havde 2 piber. Det hedder i gavebrevet: "Eftersom udi S. Nikolaj Kirke om Vintertide udi Froprædiken mellem 5 og 6 Klokken, naar Gudstjeneste skal forrettes, er meget mørkt og samme Kirke formedelst bortskyldig GæId og daglig Bygning ikke har Forraad at lade opsætte Piber med Lys paa Pillerne, at Almuen kunde se hverandre, naar de komme tilsammen at høre Guds Ord, hvorudover en Part løse Gesinde og skælmske Mennesker sig nogle Gange udi saadant Mørke have understaaet at berøve og fratage Kvindfolk og unge Børn deres Hatte, Huer og andre Klæder, med mere Bulder og Ulempe, som udi Kirken ikke bør at lides". De 2 dobbelte arme skulle være udenfor borgmester og råds stole og ved kvindestolen lige overfor prædikestolen, de 2 i koret, 6 i den store gang midt i kirken og 6 i de smalle gange langs sidemurene. Til lys skænkede han en kapital på 200 Rdl., for hvis renter der skulle købes skillingslys, der fra 8. okt. til 12. feb. skulle tændes til froprædiken hver søndag, onsdag og fredag, såvelsom på helligdage og når katekismi ugepriædiken forefaldt.

Dette morke gav også anledning til andre uhyggelige begivenheder; således fortæIler en krønike om den nordiske syvårskrig om en panisk skræk, der samme søndag havde grebet menigheden i en kirke i Stockholm, og den, der var samlet i S. Nikolaj Kirke. Om denne sidste fortælles der, "at ret som Præsten stod midt i Prædiken, kom der lige slig en Forskrækkelse iblandt Almuen, saa at de allesammen trængtes ud af Døren, og ingen vidste, hvorudaf det kom eller hvad paa Færde var, og Præsten blev alene staaende paa Predikestolen og maatte saa give al Kirketjeneste over".

(Samme bog, afsnittet om Christianshavns fremvaekst):
Den første, vi ser benytte sig af opfordringen, var den driftige københavnske borgmester Mikkel Vibe, der tilligemed flere unævnte borgere 14. april 1619 fik tilladelse til at lade bygge en pramkanal, i hvilken de med både og pramme kunne lægge til ved Strandgade. Den grund, som Mikkel Vibe 7. jan. 1622 fik skøde på, er nu nr. 30 og 32 i Strandgade og den tilsvarende grund ud til Kongensgade med det mellemliggende stykke ud til S. Annegade.

Så godt som alle de af kongen bortskødede grunde gik ud til 2 gader og havde altså en længde af 96 alen, bredden var oftest 48 alen, men undertiden 24 eller 96 alen. Mikkel Vibe var den første, der fik skøde på nogen grund, så den nævnte må anses for Christianshavns ældste. Samtidig fik han en anden langs Sofiegade og mellem 2 andre gader, men det angives ikke nærmere,hvor. Det hedder i disse skøder, at han selv havde ladet "forfylde og indhegne" grundene.

(Samme bog, afsnittet om synsforretning 1635):
6. Mikkel Vibe (her begynder grundene mellem S. Annegade og Torvegade), som nu ejer Mester Daniel Sincklar, er fuld bygget ud til Strandgaden og bagtil Kongensgade opfyldt og indhegnet.

40. Mikkel Vibes Plads er bebygget langs S. Sofiegade, neden og bag opgravet, dog indhegnet.

(Samme bog, afsnittet om gæstgivergårde):
Udenfor Vesterport anlagdes den såkaldte Mikkel Vibes Kro. 18. april 1619 fik borgmester Mikkel Vibe og tolder Jakob Mikkelsen bevilling til udenfor Vesterport at lade opbygge et gæsteherberg med tilbehør og desuden oprette et skytteri derved, hvor der kunne skydes med bøsser, armbrøster og flitsbuer, og kongen havde bevilget dem at ville lade udvise en plads 350 skridt lang og 80 skridt bred, altså 2 tdr. land. Kromanden skulle være fri for al uden- og indenbys besværing og pålaeg og måtte sælge fremmede drikkevarer, dog skulle kongen have sin tilbørlige rettighed, da det var udenfor byen. Herimod stillede kongen den betingelse, at huset og dets tilbehør såvidt muligt skulle være færdigt samme års sommer.

Det fremgår ikke af privilegiets ord, at grunden tilhørte kongen, der kun giver tilladelse til, at der må udvises jord af den bestemte størrelse. Jorden er sikkert oprindelig byens, skont det ikke bestemt fremgår af, at det 1675 ved en rådstueafsked vedtoges, at der skulle gives 10 Sldl. i jordskyld, thi på den tid gav alle udenbys jorder jordskyld, selvom de var bortskødede af kongen, ej heller findes den i jordebogen fra 1633, så den i alle fald har været fritaget for at yde jordskyld til byen.

20. feb. 1621 bevilgede kongen dem, der nu havde og i fremtiden ejede samme "Dolhof' og skydebane, følgende privilegier: Værten eller den, der boede i denne Dolhof og gæsteherberg måtte af de forbikørende bønder købe de levnedsmidler, han behøvede; han måtte selv frit brygge og bage hvad han behøvede til at underholde herberget med, og det fri for al told og impost enten på møllen eller i anden måde i 4 år, i hvilken tid han også uden told og accise enten i sundet eller andensteds måtte indkøbe den vin, han behøvede, men siden skulle han give told som en udenbys mand; kromanden eller den, der beboede denne "Gasthof", skulle for sin person være aldeles fri for inden- og udenbys tynge og måtte toldfrit indføre sit bohave fra Holland.

Det lader altså til, at kromanden var en hollænder, og det hedder videre, at kongen ville lade forfatte en ordinans og skib, hvorledes der skulle forholdes i samme gæsteherberg og ved samme skydeplads enten efter den skik, som var brugelig i Holland, eller også på en anden maner, som kunne være bekvemmeligst efter dette lands lejlighed; hvis kromanden døde og hans enke begærede at flytte af landet igen, skulle dette være hende tilladt uden nogen afgift. Kromanden måtte have græsning på byens fælled for 3, 4 køer, nogle får og et par heste. Kongen lovede på denne side af byen ikke at tilstede flere såldanne skydepladser, og hvis det i tidens løb blev fornødent at anordne flere gæsteherberger, skulle dog ovennævnte privilegier være uhindrede. Da de 4 år var gået, fik kromanden endnu 2 års toldfrihed på øl og vin.

Mikkel Vibes Kro var altså indrettet til et finere forlystelsessted udenfor byen, men der forlyder intet videre om, hvorvidt det svarede til øjemedet. Kongen gjorde dog ære af stedet, thi i hans almanak for 1621 findes: "Den 26. april var jeg uden byen og skød om en okse og lagde 2 rosenobler med, der de skød om samme okse; item den 29. april havde jeg nogle af borgerskabet til gæst i min have, som havde skudt med om denne okse". Skydebane for det danske kompagni var her ikke, og det er tydeligt, at skydebanen aldeles forfaldt, når den ikke omtales med et ord i Johan Monrads levned, hvor dog københavnernes landlige forlystelser i Fr. IIIs tid skildres. Den var allerede i forfald længe før, thi 1628 fik Mikkel Vibes arvinger kgl. befaling til at reparere og vedligeholde bygningen, hvis den ikke skulle være forbrudt til byen.

Efter belejringen fik Gabriel Bomand 1661 privilegium på en skydeplads på Vesterbro, meget nærmere ved byen, nemlig omkring ved nuv. Viktoriagade, uden at der er tale om at hævde æIdre rettigheder for Mikkel Vibes Kro. Mikkel Vibes arvinger afstod hans del 1638 til Jakob Mikkelsen, og hans arvinger skødede den 1646 til kaptajn Jakob Andersen, der straks afstod den til Kristen Jensen Skrædder, som solgte den 1651 til Niels Erlandsen, kgl. teltmager.

Mikkel Vibes Kro lå følgelig ved landevejen udenfor Vesterport, der ved dens anlæg kun var Gamle Kongevej, men da Vesterbrogade blev lagt igennem, i årene efter 1639, kom denne landevej til at gå tværs igennem grunden, og da Niels Erlandsen var i gæld til brandtavlen, fratog Magistraten ham det stykke jord mellem Vesterbrogade og Gamle Kongevej og overdrog det til Kristen Jensen Sanger eller Flyndermand for 300 Sletdaler, hvilket er Vesterbrogade 76, 78, 80, 82, Værnedamsvej 1 og 4; da Niels Erlandsen 1671 gav Kristen Sanger skøde, forbeholdt han sig kroretten. Den anden del af Mikkel Vibes Kro er nuværende Vesterbrogade nr. 69 og 71 mellem Saxo- og Dannebrogsgade og herfra udad mod stranden.

(Samme bog, afsnittet om agerbrug, kvægavl og havedyrkning):
En stor del af borgerne var agerbrugere, hvortil de store grunde indenfor søerne gav særlig anledning, medens magistraten drev sin embedsjord ude ved Lersøen; borgmester Mikkel Vibe havde således sin ladegård ved den nordlige side af Kongens Nytorv. De fleste velhavende borgere havde både heste og køer i deres stald, der var nødvendig bagbygning i enhver gård. Af mangel på kæmnerregnskaber kan vi nu ikke se, hvor stort kvægholdet var, men 1676 græssede 139 køer på fælleden udenfor Østerport, 158 udenfor Vesterport og 204 udenfor Nørreport, hver hjord bevogtet af sin byhyrde; desuden havde forskellige andre 54 køer på græs, ialt 555, foruden 27 geder og 18 får. Nu er tallet af køer, der græsser på fællederne, i gennemsnit det samme omtrent.